– et forum for exlibriskunsten

Nyheder

Som tidligere omtalt, afholdes der hvert andet år en international biennale i den polske by Ostrów Wielkopolski, en af de vigtigste begivenheder indenfor exlibriskunsten – i lighed med de andre polske biennaler i slotsmuseet Malbork og i byen Gliwice.
2011 er det 25 år siden, den første biennale blev gennemført i denne relativt beskedne polske by. I år have 443 kunstnere fra 46 lande indsendt ikke færre end 1674 grafiske arbejder, både exlibris og fri grafik i det lille format. Heriblandt var der 187 nye navne. Juryen havde efter nøje overvejelser valgt 555 arbejder af 300 kunstnere, hvoraf 98 deltog for første gang i biennalen.
Netop fordi der på denne biennale vises både exlibris og klejngrafik, finder vi mange ikke europæiske kunstnere repræsenteret. Således 15 fra Argentina, 11 fra Japan, 9 fra Mexico, men også Bolivia, Brasilien, Canada, USA, Kina, Israel og Iran, samt europæiske lande som Grækenland, Makedonien, Serbien og Norge, som man sjældent hører noget fra på exlibris området.
I sagens natur dominerer antallet af polske kunstnere, 97 af de 300 som udstiller, men der er også rigtig mange kunstnere fra Rusland, Ukraine, Tjekkiet og Bulgarien. Desværre er Danmark ikke repræsenteret, men det kan jo ikke forbavse, – vi har jo ikke p.t. exlibris kunstnere af internationalt format.
Kataloget (ISBN 978-83-88480-67-6) er på 168 sider og bringer kun en del arbejder flerfarvet. Deres kvalitet er ok, mens hovedparten af de sort-hvide reproduktioner desværre er noget uskarpe. Trods alt er kataloget en vigtig kilde til det moderne exlibris og bør indgå en enhver samling af relevant litteratur. Muzeum Ostrów Wielkopolski. e-mail: muzeum-ostrowwlkp@promax.media-pl.

Contemporary International Ex-Libris Artists Vol. 14 / 2011

Exlibris udført af: Andrew Levitsky – Ortansa Moraru  – Oleg Naboka  – Shigeki Kuroda

Publição concebida, organizada e dirigida por Artur Mario da Mota Miranda. Assesorado por Murray Rosen
192 pag., ill., 26,5 x 20 cm, 200 ex., hard cover.
Den utrættelige portugisiske samler og tidligere redaktør af A Arte do exlibris fortsætter sin aktivitet som udgiver af endnu en encyklopædi over nutidens exlibriskunstnere. Han fyldte den 1. januar i år 84 (!), men er altså ’still going strong’ og har i 2011 sågar udsendt to bind.
I bind 14 præsenterer han Maria Maddalena Tucelli (I), Irina Panaskova (LT), Simon Brett (GB), Andrew Levitsky ( ), David Afsah-Mohallatee (UA), Falk Geissler (D), Francisco Quintanar (MEX), Nino Baudino (I), Oleg Naboka (UA), Shivko Mutafchiev (BG), Ortansa Moraru (CAN), Marcos Varela (BR), Dini Calderón (RA), Ivo Mosele (F), Beatriz Gómez de Moreno Triz Go (CO), Frédérik Voisin (F), Shigeki Kuroda (J), Concepción Elvira Provenzal (USA), Magda Vamkvatira (GR), David Bekker (UA), Monika Ritter (D) & Liu Shuohai (RC).
Artur MMM har nu fået en hjælpende hånd af den kendte engelske samler Murray Rosen.
Serien udmærker sig ved, at den foruden kendte kunstnere også bringer nye og relativ ukendte frem i lyset og sikrer dem større opmærksomhed til glæde for alverdens samlere.

Contemporary International
Ex-Libris Artists Vol. 15 / 2011

Exlibris udført af: Peter Ford  – Aušra Čapskyté  – Jaroslav Minář  – Tanya Miller

Publição concebida, organizada e dirigida por Artur Mario da Mota Miranda. Assesorado por Murray Rosen
192 pag., ill., 26,5 x 20 cm, 150 ex., hard cover.
Med dette bind 15 har Artur Mario da Mota Miranda nået halvdelen af det volumen, han med sin første serie Ex-Libris Encyclopaedia Bio-Bibliographical of the Art of the contemporary Ex-Libris, der udkom i 30 bind med start i 1985 og afslutning med et indexbind i 2002 (Luc van den Briele).
Denne serie startede optimistisk med et oplag på 500 eksemplarer og udkom med sidste bind i 300.
Den nye serie startede optimistisk med 300, senere 200 eksemplarer, men med det foreliggende bind 15 er udgiveren mere realistisk gået ned til 150 eksemplarer. Han håber dog, at han kan fortsætte serien, såfremt der er et interesseret publikum, som støtter ham.
Bind 15 er igen en meget fin blanding af kendte og mindre kendte kunstnere, hvoraf Frederikshavn Kunstmuseum har præsenteret ikke færre end 6 i museets kun to år gamle serie Nutidens exlibriskunstnere.
Dette bind præsenterer  Ulyana Turchenko (UA), Peter Ford (GB), Aušra Čapskyté (LT), Nadia Ménier (F), Ewa Kutylak (PL), Anthony Russo (USA), C.G. Muños (RA), Ella Tsyplyakova (RUS), Aleksandra Jagodzińska (PL), Jaroslav Minář (CZ), Florence Burnouf (F), Marc Ollivier (F), Tanya Miller (CAN), Ryszard Baloń (PL), Stefano Ciaponi (I), Peter Dietzsch (D), Joanna Budzyńska (PL), Jíří Brázda (CZ), Katarzyna Barszczak (PL), Shen Yanxiang (CN), Renàta Kaiserová (CZ), Maria Regazzoni (I), Miroslav Hlinka (CZ), Hedwig Pauwels (B).

Det er nu 32 år siden jeg overtog redaktørjobbet af NET og 13 år siden, vi måtte skifte format og tilpasse tidsskriftet til selskabets økonomi.
En gennemgang af disse mange års redaktionelle linje viser, hvor mange kunstnere der har passeret revy og formidler også et billede af exlibris kunstens udvikling. Generelt set har jeg altid bestræbt mig på at præsentere kunstnere, som jeg kunne stå ind for. Dette betyder, at den ene eller anden læser ikke har brudt sig om netop denne præsentation, men smag kan som bekendt ikke diskuteres.
Det er forbløffende, at især to udstillinger på Frederikshavn Kunstmuseum har vakt eller skabt fornyet interesse for exlibris som kunstart, skønt disse udstillinger var noget atypisk for den traditionelle opfattelse af exlibris’ betydning.
Den ene med papegøjen Coco er allerede præsenteret for NET’s læsere og den anden med kultmopsen Marwin fulgte i første nummer i 2012. Mens Marwin fik mange hundeejere til at smile, fik Coco en række kommentarer med på vejen, så som ’jeg viste godt at papegøjer kan tale, men at de også kan læse, er nyt for mig’.
Uanset om disse exlibris af nogle exlibrisvenner kan anses for ’usædvanlige’, har de dog medført øget interesse, – altså alt i alt en succes for exlibriskunsten!