– et forum for exlibriskunsten

Det er en dejlig fornemmelse at stå med en pæn, nyanskaffet bog i hænderne, og når det drejer sig om en lidt ældre bog, drejer tankerne sig uvægerligt i retning af, hvor den befandt sig – før den fandt mig. Proveniensundersøgelsen kan være legende let ved tilskrifter af ejernavne og indsatte mærker, men hvem gemmer sig bag et navn eller et sæt initialer?

Nyt-billede copy

Hvem er mon Sigvard Preben Skov, der selv har tegnet og koloreret og indsat et mærke i Jens Baggesens Labyrinten eller Rejse gennem Tyskland, Schweiz og Frankrig? Bogen er trykt i 1910, og ved nærmere undersøgelse findes bagest i bogen et blyantsnotat med meget lille skrift: Egen indbinding Paasken 1933 SPS. Han kan ikke umiddelbart findes i Hassøs Danske Exlibris, Blå Bog eller andre almindelige opslagsværker, men efter forgæves søgning på mange relevante hjemmesider findes på Bogtorvet.net Sigvard Preben Skov, der i Fra Viborg Amts Aarbog 1938 har skrevet om Nørrejyske Bogtrykkeri 1738. Derved står det. Nu er der fundet en indgang til videre undersøgelse om den tidligere ejer, hvis man ønsker det.

Nyt-billede-(2) copyVanskeligere stiller sagen sig med den kønne lille bog Elskov af Ditleff von Zeppelin fra 1912. Den er indbundet af Petersen & Petersen og bærer på indersiden af forpermen et superexlibris i guldtryk med en søulk, der hviler på initialerne nhh. Hvem var nhh? Var han en gammel søulk eller måske en uheldig lystfisker, var han marinbiolog eller hvad? Hvordan skal man løse gåden uden at være heldig at støde ind i en person, der kender mærket? Jeg ved det ikke, for vi savner et opslagsværk over kendte superexlibris af nyere dato. Man kan forsøge at spørge den, der har solgt en bogen, men det er jo ikke givet, at vedkommende kan svare på det. Man kan søge på initialerne i de opslagsværker, man normalt benytter, men det er umådelig besværligt. I yderste nød kan man i vigtige proveniensspørgsmål måske efterlyse svaret på bagsiden af Politiken. Jeg ville ønske, at jeg kendte navnet bag initialerne.

Det ville være en fantastisk indsats, hvis Dansk Exlibris Selskab kunne inspirere og støtte nogen til at udarbejde et opslagsværk over kendte superexlibris siden 1800 eller 1900. Måske kunne vi organisere et projekt, hvor medlemmerne i selskabet indberetter alle de superexlibris, de har kendskab til, efter en simpel skabelon, der måske kan ligge på hjemmesiden. Det kræver et foto eller en scanning af hvert mærke, der så lægges ind i skabelonen efter en enkel brugervejledning.

af Christian Sørensen