– et forum for exlibriskunsten

Når nummer 2017/2 af NET omhandlede en af Danmarks store exlibriskunstnere, er det for at mindes en tid, hvor der var et internationalt niveau på området i Danmark.

Lige nu ser vi stort set ingen nye exlibris af mere professionel art, selv om vi på kunstmuseet i Frederikshavn fra tid til anden modtager nogle nye enten af besøgende eller pr. brev.

På de internationale konkurrencer som f.eks. Malbork, Ostrow Wielkopolski eller Gliwice i Polen, Sint Niklaas i Belgien, mere eller mindre lokale temaorienterede i flere italienske byer ser vi aldrig dansk deltagelse.

Retfærdigvis er der jo heller ingen fra Sverige, og fra Norge er det kun Torill Elisabeth Larsen, der repræsenterer de nordiske lande (endda som prisvinder!).

Vi kan med en vis misundelse se på vores udenlandske søsterselskaber med mange gode kunstnere, også unge. Det vi til gengæld har fælles med dem, er en alvorlig stigning af samlernes gennemsnitsalder.

I forbindelse med den 26. biennale arrangeres det 13. internationale træf af ’exlibrisets venner’ i Malbork med den storslåede middelalderborg som gæstgiver. Biennalen præsenterer det ypperligste, der er skabt i løbet af de seneste to år og kataloget et vigtigt dokument for alle interesserede, specielt dem, der ikke kan deltage i selve biennalen og exlibris mødet.