– et forum for exlibriskunsten

Den 20. juli fyldte DES’ tidligere formand Birthe Lassen 75 år og fik følgende omtale i Berlingske Tiden samme dag:
’75 Birthe Lassen, fhv. bogbinder, Hellerup, fylder 75 år i dag.  Birthe Lassens engagement i bogens verden begyndte for snart en menneskealder siden med uddannelsen som bogbinder hos bogbindermester Chr. Kirking i Roskilde og fortsatte siden, først hos Gert Olsen i Hillerød og senere hos det nu hedengangne Rosenkilde og Baggers Antikvariat i Kronprinsessegade, hvor hun stod for restaureringen af bøger frem til 1992.

Herefter fortsatte restaureringsarbejdet hos blandt andre Botanisk Centralbibliotek, Medicinsk Museum og Thorvaldsens Museum.

Kærligheden til bøger har ikke været forbeholdt arbejdslivet. Forening for Boghaandværk, Dansk Bibliofil Klub, og ikke mindst Dansk Forening for Bogbind og Dansk Exlibris Selskab, der begge har haft Birthe Lassen som formand i en lang årrække, har alle haft glæde af hendes entusiasme, energi og engagement.

Sin store viden om bogens verden har hun delt ud af i foredrag og artikler, men også via sin deltagelse i et utal af bogbinderudstillinger. I efteråret og vinteren 2012 søgte hun igen nye udfordringer, denne gang på den anden side af Sundet som universitetsstuderende i Boghistorie på Lunds Universitet.’

Til lykke Birthe fra både bestyrelsen og os alle i DES!