– et forum for exlibriskunsten

Kunstnere

Desværre har det ikke været muligt at finde nærmere oplysninger om denne kunstner (ca. 1880-1960). Eneste udgangspunkt for denne artikel er en lille mappe med exlibris, udgivet 1923: Nouveau ex-libris dessines par E.H. Tielemans. Vi modtager gerne nærmere informationer, tak.

Joachim Renart i Garcia, Barcelona 1879 – 1961 var en spansk maler og grafiker, søn af maleren Dionis Renart I Bosch, i hvis værksted han begyndte sit professionelle liv og hvor også broderen, billedhuggeren Dionision Renart virkede.
Han studerede på Lonja Skolen og i værkstederne hos bl.a. Francesc Solar i Rovirosa, maleren Francesc Torres-cassana i Sallarés og Ramón Marti Alsina. Han lærte også med Apel-les-Mestres, som han blev ven med.
Joachim Renart specialiserede sig i dekorative værker af guld, plychrome, restaurering af altertavler og kopier af kunstværker og antikviteter. Han udmærkede sig også ved at lave exlibris og i 1907 udgiver forlaget Oliva de Vilanova bogen Els ex-libris af Renart, en storslået dokumentation af datidens grafik.
Han var grundlægger af Promotion of Decorative Art, præsident for San Lucas kunstneriske cirkel og den catalanske Orfeón samt medlem af Det Kongelige Kunstakademi i San Jorge.
Hans monumentale dagbog, 87 mapper skrevet mellem 1918 og 1961, en af verdens mest omfattende, fyldt af kulturelle og politiske referencer på første hånd og manuskriptet er opbevaret i Catalonienbiblioteket, hvor der også findes ca. 60 album med illustrationer, der supplerer det. Arbejdet er ved at blive udgivet via Curial log Proa.

Den 10. februar 2016 døde en af de kendte tjekkiske kunstnere, som har skabt mange dejlige exlibris. SSPE (det tjekkiske exlibris selskab) har i en smuk publikation dokumenteret hans virke i perioden 1971-2016.
I dette tidsrum skabte Karel Šafár i alt 333 exlibris og et lignende antal PF, mange af dem udført som spændende farveraderinger, men også KT (kombineret teknik).
Den første publikation om kunstneren er udgivet i 1984 på forlaget Exlibristen i Frederikshavn, skrevet af Vilém Stránský.
Kunstneren blev født den 28.5.38 i Rychnov nad Kneznou. Efter at have sluttet grundskolen i Litomerice studerede han ved skolen for brugskunst 1953-57. Han var 27 år, da han blev optaget på Kunst- og Håndværker-skolen i Prag, hvor han studerede bogillustration under Karel Svolinsky 1965-1971. Året efter sin afgang vandt han det tjekkiske kulturministeriums udmærkelse inden for gruppen af unge illustratorer.
I 2-års alderen blev Karel Šafár angrebet af polio, hvilket blev hans dominerende kendetegn, hans menneskelige og kunstneriske stædighed er rodfæstet i hans fysiske handikap. I en alder af 10 år begyndte han at tegne, hvilket han følte som den eneste måde at hævde sig på. Alt omkring ham blev til motiver: et træ, en mark, et landskab. Da han var 15 år gammel, udrettede hans viljekraft et lille mirakel: han gik alene over en afstand af adskillige meter – for kun få år efter at foretage mange krævende rejser til England, Belgien, Frankrig, Øst og Vesttyskland, Ungarn, Italien og selv til det fjerne Nepal og Indien. Et års ophold i Østen blev af afgørende betydning for Karel Šafár, både som kunstner og menneske.
Han laver sine tryk selv og foretrækker sort/hvide versioner. Han laver kun farvetryk på bestilling, men hans grafiske produktion omfatter også arbejder, baseret på farveeffekter, som ville miste 99 procent af deres charme, hvis de blev trykt i sort/hvid. Enkeltheden i motiverne er ofte gjort mere udtryksfuldt ved tilføjelse af en effektiv, men lejlighedsvis også farlig, skala af farver med overvejende grøn, blå, brun eller – sjældnere – rød og gul. Fortsæt med at læse

Ved gennemgang af en del ældre exlibris litteratur faldt jeg over et lille ungarsk publikation fra 1916, det vil sige midt i første verdenskrig. Den er beskeden i både format og omfang, med en tekst af Frigyes Karinthys, desværre kun på ungarsk, om den ungarske kunstner István Szigethy.
Heldigvis kunne jeg på internettet finde nogle væsentlige oplysninger: Født 1891 i Erzsébetváros og død 1966 i Nagymaros. På kunstakademiet studerede han hos Károly Ferenczy og Tivadar Zemplényi og senere studerede han i Nagybánya og München.
Han boede fra slutningen af 20’erne til 1932 i Berlin, hvor hans tegninger blev offentliggjort i bl.a. tidsskriftet ’Jugend’.
Efter hjemkomsten fra Berlin blev han en af de mest populære tegnere i forskellige aviser i Budapest.
Da jeg synes, at der er tale om meget, for perioden, typiske exlibris i enkle streger og kunstneren i øvrigt forekommer mig temmelig ukendt inden for den nuværende ’exlibris-verden’, viser vi her en række af hans exlibris

*21. Juni 1883 i Mainz, … 27. Januar 1973 i München. Illustrator og grafiker. Han studerede jura, kunsthistorie og naturvidenskab i München, Berlin og Gieβen, hvor han afsluttede studierne som Dr. Jur. Efter et kort ophold på Kunsthåndværkerskolen i München blev han autodidakt som maler og tegner.
1909 grundlag han sammen Paul Renner skolen for illustration og boghåndværk i München. 1926 blev han leder af en klasse for illustration og en klasse for scenekunst ved Højskolen for bildende kunst i München og blev udnævnt til professor i 1928. I 1932 blev han scenisk leder af festspillene i Bayreuth.
1943 var han en kort overgang fængslet af Gestapo, men blev løsladt på foranledning af Hitler, som betragtede ham som en af Tysklands førende scenografer. Fra 1947 til 1961 var Preetorius medlem af den bayerske regering, fra 1948 til 1968 præsident af det bayerske akademi for de skønne kunster. 1953 modtog han Forbundsrepublikkens ’Store Fortjenstkors’.
Preetorius’s bogillustrationer, grafik og plakatkunst var påvirket af det japanske træsnit.

I det tyske exlibrisselskabs årbog 1964 skriver den kendte samler Josef Lenze i en fyldig artikel om kunstneren bl.a.: ”Selvom omfanget af kunstnerens arbejder indenfor exlibris og forlags/firma signeter ikke er særlig stort, udgør de dog en betydelig del af hans ’brugsgrafik’ generelt set. Allerede i 1909 udkom en publikation med de første 25 exlibris af den dengang 26 år gamle kunstner og senere fulgte en bog med 23 exlibris og 36 signets.
Tilhængere og samlere af exlibris kan måske blive overrasket over, at der næsten udelukkende er tale om pennetegninger som grafisk udtryksmiddel. Når kunstneren gør det, er der en god forklaring. Raderingen kom aldrig på tale, heller ikke i hans bogillustrationer, fordi de er et fremmedlegeme i en bog. Deres afslappede og bløde streg står ofte i en alt for stærk modsætning til selve tekstens strenge kompakthed. Men også træsnittet blev fravalgt, fordi dens forholdsvis lange ’håndteringstid’ ikke passede til kunstnerens egen villige og livfulde måde at arbejde på. Under alle omstændigheder viser hans arbejder, hvor tåbelig og kortsigtet nulevende samleres opfattelsen af de grafiske værkers ’værdi’ er med hensyn til teknikken. De afviser penne- og penseltegninger og er den opfattelse, at en originalradering på kostbart japanpapir er betydelig mere værdifuld! ”
Vi viser i denne artikel at udvalg af kunstnerens exlibris og nogle få firmamærker (nok det, vi i dag kalder for logo).

 

*21. februar 1884 i Kalk (Köln), … 1. november 1954 i Köln. Efter skolegang i Köln og Recklinghausen studerede han i Düsseldorf, Berlin og München. Fra 1907 virkede han igen i Köln som billedhugger. Parallelt hermed arbejdede han med sceneopsætninger ved Kölns teatre og i 1911 ved operafestivalen. I 1912 deltog han i ’Kölner Sonderbund-Ausstellung’ og i årene 1912 til 1926 var han ved siden af sit virke som bildende kunstner beskæftiget som scenograf i Essen, München, Berlin, Leipzig, Dortmund og Nürnberg.
I 1926 blev han udnævnt til professor i teatermaleri ved det statslige akademie for kunst og kunsthåndværk i Breslau. Wildermann skabte et meget omfangsrigt grafisk værk, som blev gengivet i en række publikationer, bl.a. ‚Parsifal‘, ‚Kalendarium‘, ,Die Offenbarung des Johannes‘, ‚Vor Damaskus‘, ‚Faustwirklichkeiten‘.
I 1922 udkom bogen ‚HANS WILDERMANN EX LIBRIS’, hvor den kendte tyske exlibrisekspert Richard Braungart bl.a. skriver: ”Det er for øvrigt ingen nedsættelse eller mindre værdsættelse af Wildermanns virke som maler og billedkunstner, når vi er af den opfattelse, at vi fra start og indtil i dag (1922) har betragtet hans grafik som den væsentligste del. Årsag hertil: åndfuldheden i hans kunst, eller bedre sagt hans kunstneriske ideer, hvor grafikken egner sig som det bedste udtryksmiddel. Naturligvis må man her ikke tænke på begrebet originalgrafik, selvom Wildermanns arbejder har et stort slægtskab med træsnittet. Det er de ikke, men er mangfoldiggjort gennem en zinkætsning eller gravure.
Opfattelsen af originalgrafik i vor tid er forvirrende, da karakteren af kunstnerens grafik – at den nemlig ’kun’ er reproduktionsgrafik – efter manges opfattelse er en værdi forringelse. For dem ville værdien af disse arbejder være betydelig højere, hvis der var tale om raderinger eller træsnit.
De her viste exlibris stammer fra Frederikshavn Kunstmuseum- og Exlibrissamlings omfattende arkiver.