– et forum for exlibriskunsten

Som tidligere omtalt, afholdes der hvert andet år en international biennale i den polske by Ostrów Wielkopolski, en af de vigtigste begivenheder indenfor exlibriskunsten – i lighed med de andre polske biennaler i slotsmuseet Malbork og i byen Gliwice.
2011 er det 25 år siden, den første biennale blev gennemført i denne relativt beskedne polske by. I år have 443 kunstnere fra 46 lande indsendt ikke færre end 1674 grafiske arbejder, både exlibris og fri grafik i det lille format. Heriblandt var der 187 nye navne. Juryen havde efter nøje overvejelser valgt 555 arbejder af 300 kunstnere, hvoraf 98 deltog for første gang i biennalen.
Netop fordi der på denne biennale vises både exlibris og klejngrafik, finder vi mange ikke europæiske kunstnere repræsenteret. Således 15 fra Argentina, 11 fra Japan, 9 fra Mexico, men også Bolivia, Brasilien, Canada, USA, Kina, Israel og Iran, samt europæiske lande som Grækenland, Makedonien, Serbien og Norge, som man sjældent hører noget fra på exlibris området.
I sagens natur dominerer antallet af polske kunstnere, 97 af de 300 som udstiller, men der er også rigtig mange kunstnere fra Rusland, Ukraine, Tjekkiet og Bulgarien. Desværre er Danmark ikke repræsenteret, men det kan jo ikke forbavse, – vi har jo ikke p.t. exlibris kunstnere af internationalt format.
Kataloget (ISBN 978-83-88480-67-6) er på 168 sider og bringer kun en del arbejder flerfarvet. Deres kvalitet er ok, mens hovedparten af de sort-hvide reproduktioner desværre er noget uskarpe. Trods alt er kataloget en vigtig kilde til det moderne exlibris og bør indgå en enhver samling af relevant litteratur. Muzeum Ostrów Wielkopolski. e-mail: muzeum-ostrowwlkp@promax.media-pl.