– et forum for exlibriskunsten

De seneste år har ført til en række bestræbelser med hensyn til at få exlibris tilbage i en ’bogrigtig’ størrelse og måske også mere skabt i teknikker der egner sig til at anvende exlibris i sit oprindelige formål: at sidde i en bog og angive et ejerforhold.
Bestræbelserne synes dog ikke – indtil nu – at have ført til ret meget. Så sent som i forbindelse med den internationale exlibriskongres i Tarragona (Catalonien) skriver Heinrich Scheffer, præsident i det østrigske exlibrisselskab: ’Kvaliteten af de udstillede exlibris kan diskuteres, men der var ingen tendens at se i retning af det ’bogrigtige’ exlibris’.
I samlerkredse topper den moderne grafik, specielt i form af dybtryk og kun få samlere interesserer sig i dag for træsnittet, grafikkens oprindelige udtryksform helt tilbage til middelalderen. Træsnittet har stolte traditioner og der findes et utal af sammenslutninger til fremme af denne teknik og mange specielle tidsskrifter har set dagens lys i løbet af tiden, – heriblandt det svejtsiske ’Xylon’.
I 1934 udgav den kendte australske samler og forfatter P. Neville Barnett en pragtfuld bog med titlen ’Woodcut-Bookplats. Bogen er udsendt i en standard udgave med 210 eksemplarer og en deluxe udgave med mange originale bilag i 70 eksemplarer og hører til de absolutte sjældenheder på bogmarkedet. (Se artiklen ’Exlibris udført som træsnit og trægravure)