– et forum for exlibriskunsten

I byen Nürnberg findes et af Tysklands vigtigste museer, Germanisches National Museum, der rummer eksempler på tysk kultur gennem mange århundreder.
Samlingerne er enorme, både de udstillede og ikke mindst alt det, der ’gemmer’ sig i magasinerne.
Også inden for ’vort’ område, exlibris, er museet velforsynet, idet der i 1916 blev købt en af de mest betydningsfulde tyske samlinger, skabt af greve Karl-Emich zu Leiningen-Westerburg (1856-1906). Suppleret med tidligere anskaffelser (køb og gaver) omfatter samlingen ca. 40.000 exlibris, først og fremmest fra det tysksprogede område.
Samlingerne har ligget stort set uberørte, selvom der på forlangende var adgang for særlig interesserede. I flere omgange har jeg haft indsigt i disse exlibris, bl.a. i forbindelse med den lille publikation om grevens personlige exlibris.
Derfor er det dejligt, at der nu er gået ’hul i’ museets tornerosesøvn og en af dets ledende medarbejdere, Dr. Claudia Valter, har ’begået’ en vidunderlig udstilling med nogle af museets fantastiske exlibris. Ikke nok med det, så er der i forbindelse med udstillingen udgivet en meget smuk publikation, som vi præsenterer i artiklen ’Kunstværker i det lille format’