– et forum for exlibriskunsten

Hvordan ser fremtiden ud for F.I.S.A.E.?
Dansk Exlibris Selskab hører til blandt de ældste eksisterende selskaber, – ganske vist et godt stykke efter Tyskland, England, Østrig og Tjekkiet, – men med sit udgangspunkt i 1941 nærmer vi os dog et 80 års jubilæum i 2021. Interessant var, at der blev dannet to selskaber (det ene ret nationalistisk!), men de fandt sammen.
Går vi lidt tilbage i historien, virker det forbløffende, at der i begyndelsen var sat et limit på 75 personer. Tænk, at man i dag skulle kunne drive en forening med så få medlemmer, medmindre der er tale om en særdeles ’fint selskab’ med et eventyrligt medlemsgebyr.
DES hører som så godt som samtlige eksisterende exlibrisselskaber verden over til en sammenslutning, der blev dannet 1966 i Hamburg under navnet F.I.S.A.E. Så sent som i august 2018 blev der på kongressen i Prag optaget to nye selskaber.
MEN hvilken betydning har denne sammenslutning og kan den overhovedet eksisterer uden medlemsbidrag? Allerede i 1996 skrev den nu afdøde kendte polske bibliofil og exlibriskender Janusz M. Szymanski i det meget smukke tidsskrift ’el’ en artikel, hvor han, efter den internationale kongres i Chrudim, efterlyste en mere målrettet aktivitet.
Det har jo været et meget ensartet forløb: smukke ord på en kongres, stor velvilje til at bidrage til både et ene og det andet, planer for en øget indsats til at skaffe nye og især unge medlemmer til de enkelte landes foreninger osv. Men det lykkedes aldrig at blive enig om et kontingent at arbejde med, f.eks. til en ny hjemmeside!?!
Mon der er håb i London 2020? Jeg tvivler!