– et forum for exlibriskunsten

Nyt billede

I dagene 21.-27. april 2014 blev den 35. internationale exlibris kongres afholdt i den smukke catalanske by Tarragona. Desværre var de forudgående informationer ikke specielt let tilgængelige. Ud over at der på den foregående kongres i Naantali, Finland, blev uddelt (til nogle få) en flyer, var det så godt som umuligt at få nærmere information. Desuden var selve kongrestiden efterhånden udvidet til et omfang, der efterhånden gør det svært at deltage.
Når dette er sagt, har det været en stor oplevelse for dem der deltog. Vi bringer her et uddrag af et referat, som Heinrich Scheffer, præsident i det østrigske exlibris selskab, har skrevet i både de tyske og de østrigske ’Mitteilungen’.
’Man fik virkeligt en fornemmelse af ferie, når man kom med bus fra Barcelona til La Lineda, Vila-Secra, en forstad til Tarragona, og beliggende ved havet med alle de store hoteller, palmeallén og den hvide sandstrand. Straks ved receptionen modtog man ’all-inclusive’ status med fuldpension inklusive alle drikkevarer. En overraskelse, der selvfølge var økonomisk positiv! Kongresposen indeholdt ikke færre end 5 kataloger og meget andet kongresmateriale. Desværre manglede en deltagerliste, – noget der blev påtalt flere gange. Ifølge kongresledelsen var 214 deltagere fra 23 lande registreret. Den store internationale udstilling omfattede 1153 exlibris af 365 kunstnere fra 42 lande. 1. prisen gik til kunstneren Veselin Damyanov, Bulgarien.
Kongresprogrammet omfattede mange udflugter og foredrag på forskellige sprog. Interessen for disse foredrag var dog ikke overvældende. På delegeretmødet blev den næste kongres i 2016 bekræfter: den russiske by Vologda, en by ca. 500 km nordøst for Moskva og den skal afholdes 22.-27. august. Også for de efterfølgende år er kongresserne sikret, idet det tjekkiske selskab ønsker at afholde kongressen i 2018 i forbindelse med dets 100 års jubilæum. Forslaget blev accepteret. For 2020 er der interesse i både England og Tyrkiet og for 2022 er der lagt billet ind fra det amerikanske selskab, der til den tid vil fylde 100 år.
På delegeretmødet blev der ligeledes uddelt en række certifikater indenfor de forskellige aktiviteter på exlibrisområdet: Ivask, Brunovsky, Fogedgaard, Mentero og Franks. Der kom kritik med hensyn til, hvem der beslutter disse udmærkelser. Ligeledes blev det kritiseret, at prisuddelingen for de indsendte exlibris skete her, og ikke ved festmiddagen. Kongressen sluttede med en ganske overdådig middag med musik og dans.